Danmarks måske hyggeligste
GREENSTAY Bæredygtighedscertificeret
Plads der byder på utroligt skønne omgivelser og naturoplevelser ud over det sædvanlige. Og på “Djurslands Perle”, som er en hyggelig mindre plads drevet med hjertet, er der vildt med vilje – for vi har aktivt valgt at arbejde med bæredygtighed, og derigennem passe på miljøet og invitere biodiversiteten ind i vores skønne natur, og ligeledes reducere brug af vand, el, samt diverse miljøbelastende kemikalier mv. men vi kan stadig garantere, at her altid er rent og pænt, for vi sætter en ære i at levere rene og naturlige oplevelser, så vi vil, fortsat ikke gøre rent, men derimod holde rent.
Derudover har vi, i forbindelse med vores GREENSTAY certificering- og fortsatte arbejde med bæredygtighed, også etableret Destination Charging (22KW ladere til din elbil)! … Disse ladere (der er placeret foran INFO), vil kunne tilgås via MONTA APP, og der er sat tidsbegrænsning på, så der kan maksimalt lades i 3 timer (eller i hele tidsrummet 22.00 – 08.00), for at tilgodese flest mulige gæster.
På enhedspladser er det muligt at lade din #EV med “mormorlader” hvis du ikke har mulighed for at flytte din bil op til 11/22 kw ladestandere ved INFO … (NB. Standardhytter er 13 AMP), alt andet er 16 AMP.
Læs også gerne hvad Tales from the campsite mener og hvad Jysk Fynske Medier skrev efter et interview i forbindelse med ferie for alle 2022 om vores bæredygtige rejse.
Se også hvad Camping Outdoor Danmark skriver om vores bæredygtighedsrejse, og de aktive valg vi har taget for at skabe et bedre miljø
Bæredygtig ferie
Mange af os har et voksende grønt hjerte for at tage et medansvar for passe på vores samfund og den verden, vi lever i.
Det er også vores lyst og vilje til at passe på os selv og andre, der får os ud i naturen. Ud at gå. Ud at cykle. Ud at lege. Ud at sove med kig til stjernerne.
De grønne idealister
De seneste år har FN’s verdensmål været med til at skabe et meget større fokus på bæredygtighed i alt hvad vi gør. I vores prioriteringer. I vores beslutninger. Verdensmålene udstikker retning for en global og bæredygtig turismeudvikling. Samtidig viser undersøgelser, at bæredygtighed spiller en vigtig rolle for mange forbrugernes præferencer, når der skal vælges ferieform og rejsemål.
De grønne idealister er en god betegnelse for os, der stiller krav til bæredygtighed, når vi vælger ferieform og feriedestination. Når vi træffer vores valg efterspørger vi en ren destination – uden skrald og med rent vand og ren luft. Om der er mange andre mennesker, der er tæt på os, og hvor mange der er i antal, rangerer også højt, når ferien planlægges. Vi vil have plads, bevægelsesfrihed og rum til at være.
Du kender det måske fra dig selv. Måske overvejer du, at benytte mere bæredygtige og miljøvenlige transportformer til/fra og på destinationen. Det oplever vi, at mange gør og er glade for at kunne sætte sig i bilen med cyklen på krogen og køre afsted. Friheden til selv at vælge.
Campingpladserne i Danmark vil i fremtiden være nogle af de bedste og levende beviser på en bæredygtig ferieform. Det ligger helt naturligt til os, der driver virksomhed og personligt værtskab på nogle af Danmarks smukkeste og skønneste steder – langs kyst, fjord, strand, skov, natur- og kulturområder.
Green Stay – et bevidst valg
Camping Outdoor Danmark er, som nogle af de første i verden, i gang med at implementere certificeringen for bæredygtighed. Green Stay er udarbejdet af campingpladserne, branchen og camping & outdoorfolket, så den passer til gæsternes og branchens behov. Green Stay certificeringen er transparent og troværdig. Der er faste kriterier for mærkningen, og certificeringsprocesserne bliver gennemført af autoriserede konsulenter. Du kan i løbet af 2021 begynde at kigge efter Green Stay mærket og vide, at her er en campingplads, der har taget et bevidst valg om at bidrage til en bæredygtig ferieoplevelse.
Vi er overbevidste om, at det er godt for os mennesker at være ude. Få energi og glæde i kroppen, opleve samværet med de nærmeste, mærke hyggen sprede sig, når bålet er tændt og mørket sænker sig. Vel vidende at i morgen er atter en dag med frisk luft, rent vand og højt til himmelen, og du bestemmer selv, om du bliver eller rejser videre.
Men husk blot, at Intet bringer dig tættere på naturen end Camping i Danmark.
Derfor har vi bevidst valgt at passe på den siger Campingfatter, der sammen med resten af dreamteamet på CAMP DJURSLAND er gået “all in” for at sikre dig rammerne til en bæredygtig ferie inkl. Destination Charging (mulighed for at lade elbil). #Destinationcharging
Kh. Campingfatter & mit Dreamteam
UDE I SKOVEN
MIDT I BYEN
“Auning Camping er ikke dannet ud fra et strømlinet koncept. Auning Camping er derimod en plads med sin helt egen charme. Det jeg så viste, at vedligeholdelsesstandarden er høj. Her er der tale om en plads, hvor “Campingfatter”, har lagt sjæl og arbejde i at skabe noget, som gæsterne kan bruge”