Naturen rundt omkring Auning Camping byder på et utal af muligheder for at udforske Djursland. Og det uanset om du er til kortere ture på standard cyklen, eller de mere udfordrende MTB spor eller de mange landevejsruter med mange højdemeter, eller hyggelige vandreture ud i naturen.
Vi har forskellige kortlagte ruter på Djursland, som vi kan anbefale indenfor de forskellige kategorier, og herunder kan du læse en af vore familiers oplevelse.
En dejlig forårsdag i Maj, efter Djurs Sommerland, besluttede vi os for at cykle en tur. Fint anlagte ruter i Porsbakkerne lige bagved campingpladsen. Ved indkørslen til pladsen går en lille sti som fører op til et T-kryds i skoven. Vi var Far, Filippa på 13, og Villum på 7. Her var det måske en fejl at tage vejen til højre og køre direkte til toppen, for kræfterne tærede hurtigt, og specielt mindstemanden var sat efter kort tid. Men tager man vejen til venstre, fører den ned til Gjesingvej, og 50 meter til højre oppe af vejen starter ruter i 3 forskellige niveauer. Da vi er absolut nybegyndere, valgte vi rute 1, som førte os op og ned, på tværs og tilbage gennem fine stier. Til tider krydsede vi de sværere ruter og erfarede at her var hop og andre forhindringer hvis man følte sig heldig
Vi havde en fantastisk sjov, udfordrende og for os, anderledes tur i naturen med skovræs og råger som heppede på os fra trætoppene.
Vi tager helt sikkert en tur igen næste gang vi besøger Auning Camping 
Familien Holmstrøm, Solrød Strand